Tidligere nyheder
Kommende generalfors.

Nyheder 2004

22/11/04:
Dan Pantebrevs Invest A/S - pressemeddelelse

Dan Pantebrevs Invest A/S har gennem sit 100% ejede datterselskab Dan Ejendoms Invest ApS, erhvervet ejendommen Hausergade 36, beliggende ved Kultorvet i København,  for kr. 19.2 mill.

 

Ejendommen er fredet og opdelt i ejerlejligheder, og forventes at bidrage til selskabets overskud allerede fra 1. år.

 

Forventningerne til årets resultat er uændret et overskud på kr. 4.5 - 4.7 mill. før skat.

 

Såfremt der ønskes yderligere oplysninger, kan henvendelse ske til direktør Benny Grath på telefon 4586 3655.

 

17/11/04:
Dan Pantebrevs Invest A/S - pressemeddelelse

Dan Pantebrevs Invest A/S, RV Holding ApS og dettes 100% ejede datterselskab Hørsholm Invest ApS, har i dag indgået aftale om fusion, med Dan Pantebrevs Invest A/S som fortsættende selskab.

 

Hørsholm Invest ApS har en pantebrevsbeholdning på knap 33 mill. kr. Egenkapitalen udgør kr. 2.858.000. RV Holdings eneste aktivitet er ejerskabet af Hørsholm Invest ApS.

 

I forbindelse med fusionen modtager anpartshaverne i Hørsholm Invest nominelt kr. 1.430.000 aktier i Dan Pantebrevs Invest til kurs 202.

 

Samtidig med fusionen, bliver gæld i Dan Pantebrevs Invest A/S på kr. 1.151.400 konverteret til nominelt kr. 570.000 aktier til kurs 202, således at aktiekapitalen herefter udgør kr. 7.000.000.

 

Egenkapitalen udgør kr. 14.090.956 og balancen er på ca. 80 mill. kr.

Fusionen sker med tilbagevirkende kraft til den 1. juli 2004.

 

Forventningerne til årets resultat efter fusionen er herefter kr. 4,5 - 4,7 mill. kr. før skat.

 

Såfremt der ønskes yderligere oplysninger, kan henvendelse ske til direktør Benny Grath på tlf. 4586 3655.

26/10/04:
Skandinavisk Tobakskompagni A/S - regnskabsmeddelelse

På et bestyrelsesmøde den 26.oktober har Skandinavisk Tobakskompagnis bestyrelse behandlet og godkendt regnskabet for 2003/04 for ST og ST-Koncernen.

ST-Koncernen opnåede et tilfredsstillende resultat på 2.349,7 mio. kr. før skat mod 2.348,9 mio. kr. i 2002/03.

 

STs andel af resultatet efter skat blev 1.547,4 mio. kr. mod 1.551,8 mio. kr. i 2002/03.

 

Koncernens omsætning har i regnskabsåret udgjort 35.878,9 mio. kr. mod 36.238,2 mio. kr. året før. Faldet i omsætningen relaterer sig til afgiftsreduktionen i Danmark.

 

Samtlige dattervirksomheder, bortset fra ST Letland, har opnået tilfredsstillende resultater.

 

Afgiftsreduktionen på cigaretter i Danmark pr. 1. oktober 2003 har som ventet ført til en afdæmpning af grænsehandelen, men også til en stigning i markedet for lavpriscigaretter og en overflytning fra hjemmerullede til fabriksfremstillede cigaretter. Medens totalmarkedet for cigaretter i Danmark således er steget med 7,9%, er salget af røgtobak og cigarvarer i Danmark gået noget tilbage. Koncernens markedsandele for de enkelte produktgrupper har kun vist beskedne udsving.

 

Prince er fortsat Skandinaviens største cigaretmærke med en samlet markedsandel på godt 37%.

 

Bestyrelsen foreslår et uændret ordinært udbytte på 30 kr. pr. aktie svarende til 1.116,1 mio. kr.

 

Der vil fortsat blive investeret kraftigt på de udenlandske markeder.

 

Indtjeningen i 2004/05 forventes at blive lidt lavere end i 2003/04.

 

8/10/04:
Bella Center A/S - halvårsmeddelelse

Resultatet for første halvår 2004 blev på 25,3 mio. kr. før skat mod budget på 25,7 mio. kr., og for hele året forventes et resultat omkring 32 mio. kr. før skat svarende til budgettet.

 

År 2005 forventes at blive det mest travle kongresår i selskabets historie, når man ser bort fra 2002, hvor Bella Center lagde hus til tre store EU topmøder. Også på udstillings- og messesiden er der et godt fyldt program, ligesom belægningen på Marterne og konturhuset International House er tæt på 100%.

 

Omsætningen for år 2005 er p.t. budgetteret til ca. 400 mio. kr. og med et resultat før skat på omkring 65 mio. kr.

 

Der er derudover udarbejdet prognoser for årene 2006-2009, som ser særdeles positive ud. Vi mærker nu for alvor resultatet af de store investeringer fra Vision 2005 planen med udbygning af udstillingshaller, marter samt opførelsen af det nye Copenhagen Congress Center. Resultaterne forventes at blive væsentlig bedre end 2004.

 

Der er generelt i alle årene afsat 13-15 mio. kr. i budgetterne til renovering og vedligeholdelsesomkostninger svarende til de foregående års rammer herfor.

 

Danske Markets, bestyrelsens finansielle rådgiver i forbindelse med salgssonderingerne, forventes at tage formel kontakt til potentielle købere i indeværende uge.

 

07/10/04:
Scanola Holding A/S

Scanola Holding A/S er dags dato slettet fra OTC-listen, selskabet er under likvidation.

 

07/10/04:
Årsregnskabsmeddelelse fra Copenhagen Investor A/S

Regnskabsårets udvikling har været ret stabil med et afkast på 15,6% for første halvår (1/7 til 31/12-03) mens andet halvår (1/1 til 30/6-04) gav et afkast på 14,4%. Der har i regnskabsperioden hersket særdeles gunstige vilkår på aktiemarkederne, og det kan samtidig konstateres, at Copenhagen Investors aktieinvesteringer har givet et ret tilfredsstillende afkast på 32,2%, der er højere end både KFX (24,4%) og Total indekset (28,6%), mens det for første gang i 7 år er lavere end Small Cap (45,8%).

 

Selskabets aktivitet er primært porteføljeinvesteringer i børsnoterede danske aktier med vægt på små og mellemstore selskaber. Blandt selskabets Small Cap investeringer har selskaber som Rockwool, A&O, Per Aarsleff, Sanistaal, Solar Holding, NKT Holding, Ambu samt Chr. Hansen bidraget særdeles positivt til resultatet. Selskabets KFX-investeringer er i forhold til forrige regnskabsår øget i andel fra 38% til 49%. Selskaber som APM Mærsk, Novo Nordisk og Vestas har bidraget godt til resultatet.

 

Mærsk og Ambu har hver givet et afkast på over 2 mio. kr., men det er værd at notere sig, at den gennemsnitlige beholdning i APM-Mærsk har været ca. 10,7 mio. kr., mens den har været 1,4 mio. kr. i Ambu, hvilket selvsagt gør udviklingen i sidstnævnte selskab langt mere bemærkelsesværdig !

 

Forventninger til regnskabsåret 2004/2005

Den langvarige og dybe aktiekrise fra 2000 til 2003 er slut. Investorerne er nu igen villige til at tage en risiko og den økonomiske fremgang, ikke mindst i Kina, er overbevisende. I USA er der også fremgang, om end den på det seneste er blevet mere usikker. De generelle udsigter er derfor moderat vækst kombineret med svagt stigende renteniveau, hvilket set fra en aktieinvesteringsvinkel er acceptabelt. Der må således forventes moderate aktiekursstigninger sammenlignet med, hvad der har været tilfældet det sidste 1½ års tid.

 

Copenhagen Investor har gennem en lang årrække haft en betydelig overvægt i mindre og mellemstore danske selskaber. Det har der været mange gode grunde til, og det har da også vist sig i investerings-resultater, det har været langt bedre end gennemsnittet og gjort, at Copenhagen Investor er kommet flot gennem kriseårene fra 2000 til 2003.

 

De store rabatter, man for 3-5 år siden fik ved at investere i Small Cap sektoren, er nu stort set elimine-ret. Det er for så vidt rimeligt nok, da der ikke er meget belæg for at antage, at Small Cap drives mindre effektivt end Big Cap. Til gengæld er likviditeten stadig bedre i Big Cap og for mange investorer er det en vigtig parameter, der burde påvirke prisfastsættelsen. Copenhagen Investor finder derfor Big Cap markedet ret attraktivt i øjeblikket samtidig med, at en del Small Cap aktier nu virker dyrt prisfastsat. En vis forskydning i vægten fra Small Cap til Big Cap må derfor være godt købmandskab, selvom vores hovedangrebsvinkel fortsat vil være stockpicking, uanset om der investeres i Small Cap eller Big Cap.

29/9/04:
Dan Pantebrevs Invest A/S - pressemeddelelse
På selskabets ordinære generalforsamling, tirsdag den 28. september 2004, blev selskabets regnskab godkendt. Ligeledes blev bestyrelsens forslag til ændring af selskabets vedtægter godkendt.
Det blev således besluttet, at selskabet kan opkøbe egne aktier indtil 10% af aktiekapitalen.
Selskabets bestyrelse og revisor blev genvalgt.
På generalforsamlingen blev det endvidere oplyst, at resultatet for de første 3 måneder af indeværende regnskabsår ligger over budgettet, hvorfor forventningerne til hele året opjusteres til et resultat på mellem 2,5 - 2,7 mill. kr. før skat.

3/9/04:
Junckers Invest A/S - halvårsmeddelse fra Junckers Industrier A/S

Omsætningen for koncernens 1. halvår blev DKK 334 mio., et fald på 15 % fra DKK 395 mio. for samme periode i 2003, hvilket er på linie med forventningen. Faldet er størst på det danske marked og skyldes primært en reduktion i afsætningen af gulve. Produktsortimentet er desuden blevet tilpasset, således at produktionen af bordplader er ophørt, og der fokuseres på produktion af gulve og tilhørende produkter.
Driftsresultatet i første halvår 2004 er præget af de tiltag som blev gennemført i forbindelse med betalingsstandsningsperioden og selve rekonstruktionen af Junckers Industrier A/S.
Forbedringen i nettoresultat på DKK 23 mio. kan i hovedtræk forklares ved lavere produktionsomkostninger og øvrige kapacitetsomkostninger samt lavere finansieringsomkostninger.
Egenkapitalen i Junckers Industrier A/S er forbedret med DKK 287 mio. i forhold til en negativ egenkapital på DKK 24 mio. ultimo 2003. Heraf hidrører DKK 100 mio. fra kapitalindskud, DKK 179 mio. fra akkordering og DKK 6,5 mio. fra driftsresultat i 1. halvår 2004.
For hele 2004 forventes fortsat at omsætningen på gulve vil ligge ca. 15 % under niveauet i 2003 med et mindre positivt nettoresultat til følge, eksklusiv den regnskabsmæssige gevinst i forbindelse med akkorderingen samt ved salg af grunde og bygninger.
Junckers medarbejdere får i slutningen af august og begyndelsen af september en nærmere gennemgang af en ny -5-punktsplan for etablering af en ny platform for Junckers fremtidige vækst. Det sker på fire informationsmøder i Køge. Når medarbejderne er informeret, vil planens hovedpunkter blive kommunikeret til aktionærkredsen.

2/9/04:
Årsrapport Dan Pantebrevs Invest A/S

Resultatet af selskabets aktiviteter udviste i regnskabsåret en stigning i indtjeningen i forhold til sidste år og har således indfriet de forventninger, der var stillet til året.
Selskabet har i lighed med tidligere år investeret i pantebreve, og beholdningen er gennem året steget fra 38,4 mio. kr. til 41,3 mio. kr.
Selskabet har for året realiseret et overskud på t.kr. 2.146 før skat og t.kr. 2.656 efter skat mod sidste års overskud efter skat på t.kr. 181. Der er i årets løb foretaget hensættelser til imødegåelser af tab på pantebreve med t.kr. 200, således at hensættelsen i alt udgør t.kr. 400. Hensættelser til tab på overtagne panter er i året nedbragt med t.kr. 140 og udgør nu t.kr. 100.
Dan Børsemission Invest ApS har realiseret et mindre overskud før skat. Selskabets resultat efter skat påvirkes kraftigt af en ændring af regnskabsmæssigt skøn og indtræden i sambeskatning. Underskud til fremførsel medregnes nu i grundlaget for udskudt skat på baggrund af en vurdering af, at disse underskud vil blive anvendt i de kommende år. Selskabet refunderes som følge af indtræden i sambeskatningen for udnyttelsen af det realiserede, skattemæssige underskud i året.
Ovenstående ændring af regnskabsmæssige skøn i datterselskabet påvirker årets resultat efter skat positivt med ca. t.kr. 500.
Dan Erhvervs Leasing ApS har realiseret et mindre overskud.
Dan Ejendoms Invest ApS har realiseret et lille overskud, til trods for at der er foretaget istandsættelse af flere af selskabets ejendomme.
Fremtiden:
Der forventes i indeværende år et samlet resultat for selskabet på mellem 2,3-2,5 mio. kr. før skat, idet det forudsættes, at renten ikke ændres væsentligt i årets løb, ligesom der forudsættes stabile valuta- og aktiekurser.
Der føres p.t. forhandlinger om fusion med investeringsselskab.
3/8/04:
Årsrapport fra KJ Ejendomsinvest A/S
Resultatopgørelsen udviser et underskud på 1,3 mio. DKK. Balancen viser en egenkapital på 36,6 mio. DKK. Ledelsen anser resultatet for utilfredsstillende.
Afslutningen af projektet i Vedbæk er ikke forløbet tilfredsstillende, idet omkostningerne til færdiggørelsen har været væsentligt større end forventet.
De tre andelsboligprojekter, der var under opførelse 31/12 02, er afsluttet med positiv resultat. Tilsvarende gælder andelsboligprojektet i Hornbæk.
Byggeriet af feriehuse på Bornholm nærmer sig sin afslutning. Alle huse er solgt og sagen er afsluttet i maj 2004 med et acceptabelt overskud.
Pr. 31/12 03 var koncernen i besiddelse af 10 udlejede rækkehuse i Vedbæk, hvoraf 7 er solgt i 2004. Salget vil ikke påvirke resultat for 2004, men frigøre en del likviditet.
I 2003 har koncernen købt en industriejendom i Espergærde, som forventes nedrevet med henblik på opførelse af boligbyggeri.
Koncernen har erhvervet en strandgrund i Assens med henblik på opførelse af 36 feriehuse med hotelstatus.
I 2004 har koncernen erhvervet en byggegrund i Næstved med mulighed for opførelse af 10 boliger.
Ledelsen i datterselskabet KJ Entreprise A/S har ændret regnskabspraksis og opført udskudt skatteaktiv. Ændringen har medført en forbedring af koncernens resultat og egenkapital på ca. t.DKK 2.562
Fremtiden:
Markedet for nybyggeri har på grund af den lave rente og den store efterspørgsel efter andelsboliger i de seneste år været særdeles gunstigt.
Ledelsen forudser, at der kommer en nedgang i markedet for andelsboliger. Dette forventes dog at medføre en positiv effekt for markedet for boligudlejningsejendomme, hvor koncernen tidligere har gennemført projekter.
I kraft af projektet i Assens, der delvis vil indgå i resultatet i 2004, forventes det dog muligt at opnå et tilfredsstillende resultat i 2004.
28/6/04:
Årsrapport fra HFK Sønderjylland A/S
Selskabet har i regnskabsåret genereret et underskud på t.DKK 585. Resultatet er påvirket af væsentlige udgifter ved udvikling af samarbejdet Sønderjysk Elite. Resultatet er desuden påvirket af en nedskrivning på t.DKK 312 af kapitalandele i dattervirksomhed.
I forbindelse med udvidelse af selskabets ejerkreds, og opstart af Sønderjysk Elite, skal de deltagende foreningers professionelle afdelinger sammenlægges med dette selskab som det fortsættende. På det grundlag er der foretaget en ændring i regnskabsprincipperne. Alle modtagne sponsorbidrag er indtægtsført uden hensyntagen til løbetiden i de indgåede kontrakter, og der er samtidig hensat til opfyldelse af forpligtelser overfor selskabets sponsorer. Principændringen har forbedret resultatet og egenkapitalen med t. DKK 827.
Resultat betragtes af bestyrelsen som mindre tilfredsstillende.
Pr. 1/1 2004 udvides selskabets udøvelse af professionel idræt til også at omfatte ishockey og håndbold. Udvidelsen sker ved samtidig udvidelse af ejerkredsen med de pågældende klubber, der viderefører deres professionelle afdelinger gennem samarbejdet Sønderjysk Elite.
Fremtiden:
Som følge af de øgede aktiviteter i selskabet og tilførsel af betydelige økonomiske midler forventes der i det kommende år en positiv udvikling såvel på det sportslige som på det økonomiske område. Det økonomiske resultat for 2004 budgetteres til at balancere, da midlerne investeres i de sportslige aktiviteter.

24/6/04:
Årsregnskab fra Scanola Holding A/S
Udover ejerskabet af Protein- og Oliefabrikken Scanola A/S er der ingen aktivitet i Scanola Holding A/S.
Koncernens aktiviteter har i 2003 resulteret i et nettoresultat på 149 t.kr. mod 76 t.kr. i 2002.
Pr. 31. juli 2003 ophørte crushingaftalen med Cargill A/S. I konsekvens heraf overtog Scanola indkøbet af rapsfrø til oliemøllen samt afsætning af rapskager og rapsolie.
Indtil 31. juli 2003 var Scanola´s indtægter baseret på årlige crushing-aftaler med Cargill med efterfølgende reguleringer efter årets udgang. Denne aktivitet har været overskudsgivende.
Fra 1. august 2003 har ledelsen ved hjælp af assistance fra Den lokale andel A.m.b.a. med hvilket selskab, der er en administrationsaftale, drevet Scanola´s handel med rapsfrø, rapsolie og raspkager. Der er oparbejdet 70.000 tons rapsfrø i perioden 1. august til 31. december 2003. Raspsolie og raspkager er afsat i ind- og udland.
Hovedaktionærerne i Scanola Holding A/S har stillet driftskapital på 30 mio. kr. til rådighed for Scanola´s drift.
Koncernens ledelse forventer et vanskeligt år 2004, men koncernens kommercielle kapacitet er under opbygning, hvilket i 2. halvår forventes at stabilisere driften. Der forventes underskud i første halvdel af 2004.

17/6/04:
Årsregnskab fra Bridge Ventures Fund III A/S
År 2003 var året, hvor den negative udvikling indenfor IT og venture brancherne vendte. Drevet af kraftigt stigende kurser på specielt teknologirelaterede børser, vendte modet og risikoviljen tilbage til investorer verden over.
Der blev i 2003 tilført kapital på t.kr. 4.540, som selskabet investerede i sit porteføljeselskab Adomo, Inc.
Selskabets resultat for 2003 udviser, på baggrund af den kraftigt faldende dollarkurs et underskud på t.kr. 1.360. I dollartermer er selskabets aktiebeholdning dog opskrevet fra 88 cent til 1 USD. Pr. 31. december 2003 har selskabet en egenkapital på t.kr. 8.403.
Fremtiden:
I begyndelsen af 2004 gennemførte selskabet et antal rettede emissioner med henblik på yderligere investering i Adomo, Inc. Bridge Ventures Fund III A/S ejer herefter totalt 1.585.381 aktier og 129.109 warrants. Adomo, Inc. fremstår i dag forholdsvis solidt. At en af USA´s mere prominente ventureselskaber har investeret i Adomo, Inc. udgør en blåstempling og dermed også af Bridge Ventures Fund III A/S investering. Så til trods for den høje risikoprofil er der god grund til optimisme.

14/6/04:
Årsregnskab fra Farum Boldklub Holding A/S

Årets resultat i Farum Boldklub Holding A/S blev et underskud på t.kr. 4.287, som primært skyldes nedskrivningen af selskabets aktiebesiddelse i Farum Boldklub A/S, i 2002 var årets resultat et underskud på t.kr. 1.713.
Selskabets egenkapital 31/12 03 udgjorde t.kr. -2.132 mod t.kr. 363 i 2002.
Ledelsen i datterselskabet har fokuseret på at skabe yderligere sponsorindtægter og samtidig foretage en helt nødvendig tilpasning af selskabets omkostninger til de foreliggende indtægtsmuligheder.
Fremtiden:
I kraft af at datterselskabet Farum Boldklub A/S har foretaget væsentlige tilpasninger af selskabets omkostninger og har opnået en endelig aftale med Farum Kommune, vurderes det af ledelsen at de positive udsigter for datterselskabet kan skabe tilstrækkelig grundlag for at selskabets aktieselskab på sigt kan reetableres.

14/6/04:
Årsregnskab fra Farum Boldklub A/S
Årets resultat i Farum Boldklub A/S blev et underskud på t.kr. 3.136, hvilket ledelsen finder tilfredsstillende efter omstændighederne, i 2002 var resultatet et underskud på t.kr. 10.930.
Selskabet egenkapital 31/12 03 udgjorde t.kr. -2.814 mod t.kr. -4.413 pr. 31/12 2002.
Ledelsen har fokuseret på at skabe yderligere sponsorindtægter og samtidig foretage en helt nødvendig tilpasning af selskabets omkostninger til de foreliggende indtægtsmuligheder.
Selskabets dattervirksomheder samt de associerede virksomheder er pt. Under konkursbehandling eller under afvikling.
Selskabet har i 2003 indgået klare aftal om de økonomiske forhold til Farum Kommune. Under denne forudsætning er der medio maj tilført selskabet yderligere ansvarlig lånekapital, således DBU´s krav omkring kapitalens størrelse opfyldes
Fremtiden:
Som et resultat af de foretagne tilpasninger af selskabets omkostninger og den nu opnåede endelige aftale med Farum Kommune er det ledelsens vurdering, at de økonomiske udsigter for selskabet er positive, og at der igennem den fremtidige indtjening kan skabes tilstrækkelig indtjening til at selskabets aktiekapital på sigt kan retableres.
Den stigende opmærksomhed og tilskuerinteresse omkring elitefodbolden i Danmark, er også med til at ledelsen ser med optimisme på selskabets fremtid.

9/6/04:
Årsregnskab fra Interface Biotech A/S

Selskabet har i løbet af året udbygget sit netværk til de vigtigste deltagere inden for forretningsområdet, reparation af bruskskader. Selskabet er nået langt med flere projekter, som forbedrer deres produkter og gør dem bedre rustet til at skabe nye og bedre produkter i fremtiden og derved forbedre selskabets værdi.
Regnskabsårets resultat blev et underskud på kr. 4.554.549. Regnskabsårets resultat er i overensstemmelse med de lagte planer med betydelige forskningsomkostninger og beskedne salgsindtægter.
Omsætningen blev som forventet.
Omkostninger til udvikling af selskabets teknologier omkostningsføres løbende.
Der er investeret i forbedringer af selskabets forskningsfaciliteter samt vedligeholdelse og nyanmeldelse af patenter. Der er yderligere investeret i registrering af selskabets varemærke Cartilink.
Det forventes, at omsætningen i 2004 bliver væsentlig større end 2003 og der forventes et underskud i 2004 på niveau med 2003.
Der vil i 2004 blive arbejdet på at tage partnere med inden for produktområder, som de ikke selv har økonomisk formåen til at udvikle, hvilket primært er udviklingen af et arthroskopisk produkt.
3/6/04:
Pressemeddelelse fra Dan Pantebrevs Invest A/S
Dan Pantebrevs Invest A/S øger aktiviteterne og opjusterer.
Selskabet har gennem sit 100% ejede datterselskab Dan Ejendoms Invest ApS, erhvervet en ejendom i Nyhavn for kr. 8.000.000,-.
Ejendommen, der er fredet, er opdelt i ejerlejligheder, og forventes at bidrage til selskabets overskud allerede fra 1. år.
Dan Pantebrevs Invest A/S overvejer tillige at udvide beholdningen af pantebreve, gennem erhvervelse at et mindre investeringsselskab. Købet vil blive finansieret ved udstedelse at nye aktier i selskabet.
Der vil blive udsendt pressemeddelelse herom efterhånden som forhandlingerne afsluttes.
Selskabets drift er siden den 1. juli 2003 forløbet særdeles tilfredsstillende med fremgang indenfor alle selskabets aktiviteter.
Forventningerne til dette års resultat opjusteres derfor fra tidligere kr. 1,5 -1,7 mio. før skat, til et resultat på mellem kr. 2,1 - 2,3 mio. før skat.
21/5/04:
Årsrapport fra A/S Sjællandske Dagblade
Koncernens og moderselskabets resultat viser et overskud på t.DKK 5.174, hvilket er acceptabelt, når branchens generelle situation tages i betragtning.
Resultatet for 2003 i forhold til 2002 er forbedret med t.DKK 2.157. Det forbedrede resultat skyldes primært en forbedring af den primære drift.
De samlede indtægter på avissalg er steget med t.DKK 712 i forhold til 2002. Dagbladene må fortsat konstatere et faldende oplag.
De samlede annonceindtægter viser et mindre fald i forhold til sidste år.
Radio/TV indtægter er på samme niveau som sidste år.
Internet aktiviteterne har ikke indfriet forventningerne.
Koncernen har i 2003 overtaget Radio Ringsted samt overtaget driften af Radio Møn, samt de resterende 50% af anparterne i VTV Rytterstaldstræde ApS.
Koncernen har i 2003 etableret et selskab (Sjællanske Distribution ApS) i samarbejde med Dagbladet i Ringsted. Selskabet har til opgave at distribuere distriktsblade samt varetage omdeling af reklametryksager.     
Fremtiden:
Det forventes, at koncernens tre radio/TV selskaber fusionerer til et selskab i løbet af 2004.
I 2004 er realiseret en avance på DKK 2,7 mio. på salg af ejendommen, Korsgade 4, Slagelse.
Selskabet er i februar 2004 indgået i en landsdækkende kæde af radiostationer med det formål at sælge landsreklame for radio. 
Koncernens forventninger til 2004 er et overskud før skat på ca. DKK 2,2 mio.
De store ændringer på avismarkedet med opbrud af alliancer samt nye fusioner kan skabe en turbulens, der kan få indvirkning på de opnåede nettopriser på koncernens produkter.

21/5/04:
Årsrapport fra A/S Politiken Holding
Selskabet ændrede med virkning fra 1. januar 2003 status fra et selskab med driftsaktiviteter, til et selskab der driver holdingvirksomhed, idet der blev gennemført sammenlægning af aktiviteter i Aktieselskabet Dagbladet Politiken og Jyllands-Posten A/S i et nyt selskab – JP/Politikens Hus A/S – hvor A/S Politiken Holding ejer 50 procent, og Jyllands-Posten Holding A/S ejer ligeledes ejer 50 procent, idet udgiverrettighederne til Politiken og Ekstra Bladet dog forsat er bevaret.
I 2003 har JP/Politikens Hus A/S været påvirket af omstruktureringer efter etableringen af selskabet pr. 1. januar 2003 og den i 2003 fortsat lave annonce konjunktur har bevirket stagnerende annonceindtægter og nødvendiggjort gennemførelse af effektiviseringer og rationaliseringer, som virker fremadrettet, men som har belastet resultatet for 2003.
Selskabets investeringspolitik er langsigtet, og formuen placeres i papirer med lav risiko. Afkastet i 2003 har været 4,9 procent.
Selskabets resultat er et overskud på 24,1 mio.kr. efter afskrivning på merværdi og før skat, og 12,7 mio.kr. efter skat. Selskabets andel af JP/Politikens Hus A/S resultat for 2003 udgør 28,4 mio.kr. før afskrivning på merværdi og før skat
Fremtiden:
Forventninger til 2004 for JP/Politikens Hus A/S er afdæmpede, men positive. Der forventes at omsætningen og oplagene fra 2003 vil holde samme niveau i 2004 og resultat forventes at blive bedre end i 2003.

19/5/04:
Årsrapport fra Comwell a-s
Koncernens nettoomsætning er steget fra 428 mio.kr. i 2002 til 437 mio.kr. i 2003, mens resultat før skat udgør 15,6 mio.kr. mod 4,4 mio.kr. i 2002. Resultat efter skat udgør 9,0 mio.kr. mod 1,8 mio.kr. i 2002.
I resultatet indgår en avance på 19,4 mio. kr. efter skat ved salget af Sorø-ejendommen, hvor Comwell Sorø Storkro i stedet har indgået en lejekontrakt. Endvidere er der hensat 12,8 mio.kr., der kan henføres til afvikling af aktiviteter.
Uanset at resultatet overstiger forventningerne for året på 8-10 mio.kr. før skat, betragtes det samlede resultat ikke som tilfredsstillende. Hovedparten af Comwells virksomheder har haft en fornuftig udvikling i 2003, set i forhold til markedsforholdene.
I Danmark har Comwell øget sin markedsandel på konferenceområdet og har fremgang på privatmarkedet.
I Sverige har kombinationen af konference og spa været en stabiliserende faktor for virksomhedens indtjening.
I Norge har Comwell øget sin omsætning, men med et utilfredsstillende underskud på 9 mio.kr. Gennem året er driften forbedret og der forventes fortsat positiv udvikling.
Fremtiden:
Markedsforholdene er vanskelige i de 3 lande, hvor Comwell er repræsenteret.
Efter forhandlinger med Comwell Hankøs bygningsejer, ejes Comwell Hankø i fremtiden ligeligt af Comwell Norge og bygningsejeren. Denne løsning medfører, at Comwell Norge forventer en afgørende forbedring i resultatet for 2004. I 2004 forventes et ordinært resultat før skat i størrelsesorden 10-15 mio.kr.

13/5/04:
Årsrapport fra Refshaleøens Ejendomsselskab A/S

Koncernens strategier er uforandrede. På kort sigt er strategien at frugtbargøre eksisterende bygninger og arealer gennem tidsbegrænset udlejning. Den langsigtede strategi er at udvikle Refshaleøen til en ny bydel i overensstemmelse med Helhedsplan for Refshaleøen.
Udlejningen er generelt forløbet tilfredsstillende og på normale vilkår. Udlejningen af koncernens bygninger har ikke været påvirket af det generelt negative udlejningsmarked.
Årets resultat blev et underskud på tkr. 3.925 mod et overskud på tkr. 6.515 i 2002. Resultatet, der er som forventet, skal ses i lyset af de betydelige omkostninger til vedligeholdelse af bygninger og soignering af arealer. 
Lejeindtægterne er mindre end i 2002, idet der ikke har været lejeindtægter fra Comet, ligesom Administrationsbygningen fremtid har afventet en beslutning om istandsættelse og Marketenderiet nedbrændte i starten af året og har således ikke genereret lejeindtægt. Udlejning til ad hoc er fortsat over forventning.
Fremtiden
Indtil der er tilvejebragt planforhold, som muliggør Refshaleøens udvikling til den planlagte nye og grønne bydel, vil bygningerne i stigende omfang blive istandsat.
Der forventes regnskabsmæssigt underskud i 2004.

13/5/04:
Årsrapport fra Aktieselskabet Stilde Plantage
Årets resultat svarer til det forventede resultat.
Årets resultat blev et underskud på t.kr 522 mod et overskud på t.kr. 178 i 2002.
Årets produktionsomkostninger udgør t.kr. 1.015, hvoraf omkostninger til genbeplantning udgør t.kr. 1.431 minus tilskud på t.kr. 695. I 2002 var produktionsomkostningerne t.kr. 339.
Der er i årets løb skovet 217 rm brænde, 240 rm flis samt 1.078 stk. juletræer, 30 stk. pæle og 30.260 kg pyntegrønt.
Af det samlede stormfældede areal på 127,6 ha, hvoraf 121,7 ha skal gentilplantes, er der ved regnskabsårets udgang gentilplantet 112 ha.
Plantagen værdiansættes til den offentlige vurdering, som skønnes at svare til en forsigtig værdiansættelse til dagsværdi.


5/5/04:
Årsrapport Vejle Boldklub Elitefodbold

Første halvår resulterede i et underskud på 1,9 mio. kr., mens 2. halvår i kraft af nedskæringer/udgiftsreduktioner blev et underskud på 1,2 mio. kr., samlet et underskud for 2003 på 3,1 mio. kr. Egenkapitalen ultimo 2003 er negativ med 0,7 mio. kr.
Udviklingen i VB Entertainment ApS, hvor selskabet ejer 75% er forbedret, dog fortsat et mindre underskud. Dette har dog ingen effekt i 2003, da ejerandelen indgår til 0 kr. og selskabet ikke indestår for dækning af underskuddet. Det er planlagt at ejerandelen i VB Entertainment ApS afhændes i maj 2004.
Det lykkes i sidste halvdel af 2003 at få ny hovedsponsor, nye guld- og sølvsponsorer samt primo 2004 ny tøjsponsor, ligesom Erhvervsklubben i 2003 har fastholdt medlemsantallet og sikret et stabilt tilskud til selskabet.
Selskabets 1. hold startede i 1. division som nummer 7 og sluttede forårssæsonen på en 5. plads, holdet havde en skuffende efterårssæson som sluttede på en 12. plads. Selskabets 2. hold sluttede i Danmarksserien på en 12. plads.
Fremtiden:
Selskabets har en 4-punktsplan for fremtiden, som går ud på at opføre et nyt og moderne stadion, at etablere nye forretningsområder samt udarbejdelse af en sponsor/event-aktivitetsplan, at vende tilbage til SAS-ligaen samt en rekonstruktion af selskabets kapital.
I april 2004 ophæves den hidtidige opdeling af selskabets aktiekapital i A- og B-aktier endvidere rekonstrueres selskabets kapital, ved at aktiestørrelsen nedskrives fra 100 til 9, og samarbejdsaftalen med Idræts Invest A/S købes tilbage for 2 mio. kr. ved betaling med 440.000 kr. nye aktier. Der planlægges derefter med tilførsel af ny kapital på 5-6 mio. kr. Herefter vil egenkapitalen udgøre 6,3-7,3 mio. kr. 
Selskabets økonomiske målsætning for 2004 er, at der er balance i driften.
Sportslig forventer selskabet at blive i 1. division i foråret 2004. Dernæst at kunne placere sig i den bedste halvdel af 1. division i sæsonen 2004/05, for derefter i sæsonen 2005/06 at spille sig op i SAS-ligaen.


3/5/04:
Årsrapport fra FC Midtjylland
Årsrapporten 2003 omfatter SAS-ligaholdet, junior- og ynglingeholdet, talentudvikling i FS MidtVest samt selskabets datterselskab i Ghana.
Årets resultat udgør tkr. 66 mod tkr. 47 i 2002. Selskabet har i lighed med tidligere år solgt spillere for at få balance i økonomien, men selskabet arbejder stærkt på at reducere behovet for spillersalg.
Resultat af dattervirksomhed udgør tkr. 7.661 i 2003 mod tkr. 727 i 2002. I 2003 har der været ekstraordinære omkostninger omfattende opsigelses løn og forsikringserstatninger på tkr. 1.055.
Stadionbyggeriet er afsluttet, og hele processen med stadionbyggeriet har været en stor udfordring, men vil også betyde et stort løft i indtægterne i selskabet for regnskabsåret 2004. I sommeren 2004 opstartes et akademi for talenter mellem 15 og 18 år. Selskabet har valgt at satse meget på talentudvikling, hvilket er en langsigtet strategi. Selskabets ønske om kapitaludvidelse er primært begrundet i denne strategi.
I april 2004 blev besluttet at nedskrive selskabets kapital fra nom. tkr. 14.700 til nom. tkr. 11.025 til dækning af underskud. Endvidere blev det besluttet at ændre aktiernes pålydende værdi fra kr. 100 til kr. 25.
Indtil 1. juli 2004 er selskabets bestyrelse bemyndiget til uden fortegningsret for aktionærerne at udvide selskabets aktiekapital ved nytegning af kapital med indtil tkr. 68.975 til markedskurs dog minimum kurs 27,50, således at den samlede aktiekapital kan udvides til tkr. 80.000. 


3/5/04:
Årsrapport fra Messecenter Herning
Koncernen består af Messecenter Herning A/S og de to 100%-ejede datterselskaber Unit Messer A/S og Herning-Hallens Restaurant A/S.
Koncernens samlede omsætningen i 2003 udgør t.kr. 239.262 mod tkr. 200.581 i 2002, hvilket var forventet som følge af afholdelsen af flere og større messer i ulige årstal end i lige årstal. Årets resultat udgør tkr. 3.779 mod tkr. 2.805 i 2002.
Aktiekapitalen er udvidet i 2003 med nom. tkr. 17.121, svarende til en kursværdi på tkr. 34.243.
Der er investeret i en ny udstillingshal på ca. 13.000 m2. Endvidere er der investeret i klimaanlæg i udstillingshaller samt andre mindre ombygninger og forbedringer. Den samlede investeringssum har i 2003 udgjort ca. kr. 84 mio.
Der er et byggeri af fodboldstadion i gang, som forventes færdigt ultimo marts 2004. Der er i 2003 investeret ca. kr. 10 mio og den samlede investeringssum forventes at udgøre ca. kr. 85 mio. Likviditeten til projektet er tilstede i form af aftaler om lånefinansiering.
I januar 2004 er moderselskabet og det 100%-ejede datterselskab Unit Messer A/S fusioneret, med moderselskabet som det fortsættende selskab. Fusionen er begrundet i synegifordele ved at samle alle messe-aktiviteter i et selskab.
Der forventes for 2004 et væsentligt lavere aktivitetsniveau end i 2003 jf. udsving i aktiviteterne mellem lige og ulige årstal. Der forventes et underskud i 2004 på ca. kr. 5-10 mio. Til gengæld forventes resultat i 2005 at overstige resultatet for 2003.

27/4/04:
Årsrapport fra Bella Center
2003 følger efter rekordåret 2002. I 2003 var udstillinger og messer påvirket af konjunkturnedgangen. I 2003 var der en samlet omsætning på 283,9 mio. kr. mod 432,7 mio. kr. i 2002 samt et resultat før skat på 21,2 mio. kr. mod 75,8 mio. kr. i 2002. Selskabets aktiviteter i 2003 var på niveau med år 2001. Det har nødvendiggjort en tilpasning af omkostningsniveauet, som er bragt ned på niveau med år 2000. Med investeringer på et moderat niveau, er driftsfinansieringen i år 2003 bedret betydeligt. Sammen med den lave korte rente har dette været medvirkende til det positive resultat. Bella Center har i de seneste år opnået et stærkt navn og et godt ry og hører i dag til et af Nordeuropas førende kongrescentre. Bella Center indtager stadigt oftere rollen som ”full service provider”. Når et arrangement skal afvikles, bliver det understøttet af koncernens specialister.
Nogle af Bella Centers vigtigste målsætninger til fremtiden er at være Skandinaviens førende kongres- og udstillingscenter, at udgøre et attraktivt  valg for store internationale kongresaktører samt af være en selvfinansierende virksomhed.
Bella Center vil fastholde og udvikle et enestående service- og kompetenceniveau. I 2004 tegner resultat til at blive tilfredsstillende, det forventes at indtjeningen vil ligge noget over 2003.
16/03/04:
Årsrapport 2003 for Aktieselskabet Ny Kalkbrænderi
Koncernens resultat før skat blev et overskud på 14.086 tkr. mod et overskud på 2.530 tkr. i 2002.
Årsresultatet efter skat blev et overskud på 5.306 tkr. mod et underskud på 6.422 tkr. i 2002.
Resultatet blev, om end ikke helt som budgetteret, under de givne konkurrencemæssige forhold tilfredsstillende.
Resultatet af Pankas\\\\\\\\\\\\\\' danske aktiviteter var stærkt præget af den kraftige priskonkurrence på varmblandet asfalt. Selskabet opnåede under de givne omstændigheder  et tilfredsstillende resultat. I Pankas Strassenbau forbedredes omsætning og resultat væsentligt, selskabet opnåede et tilfredsstillende resultat. Selskabets aktiviteter i Märkische Verkehrsbau forløb tilfredsstillende og kom ud med et meget utilfredsstillende resultat. Samlet set opnåedes en resultatforbedring på Pankas\\\\\\\\\\\\\\' tyske aktiviteter på 12 mkr. Datterselskabets resultat er dog stadig ikke tilfredsstillende.
Datterselskabet Inerco A/S levede op til forventningerne og opnåede samlet et tilfredsstillende resultat - på trods af et selskabets ungarske og polske datterselskaber opnåede utilfredsstillende resultater.
For Pankas gruppen forventes et bedre resultat i 2004.
Aktieselskabet Ny Kalkbrænderi forventer i 2004 at forbedre resultatet og komme ud på et tilfredsstillende niveau.
23/2/04:
Halvårsresultat fra Skandinavisk Tobakskompagni A/S
På et møde den 23. februar 2004 har bestyrelsen for Skandinavisk Tobakskompagni behandlet og godkendt halvårsregnskabet for 1. juli - 31. december 2003 for ST og ST-Koncernen.
ST-Koncernen har opnået et overskud før skat på 1.235,7 mio. kr. mod 1.277,4 mio. kr. for tilsvarende periode i 2002.
Efter fradrag af minoritetsaktionærernes andel på 82,3 mio. kr. udgør STs andel af resultatet før skat 1.153,4 mio. kr. mod 1.199,4 mio. kr. sidste år.
Koncernens omsætning har i halvåret udgjort 18.420,9 mio. kr. mod 18.672,3 mio. kr. for tilsvarende periode i 2002.
Salget af cigarvarer har været på niveau med tilsvarende periode sidste år, medens salget af cigaretter og røgtobak er lidt under tilsvarende periode sidste år. Afgiftsreduktionen på cigaretter i Danmark pr. 1. oktober 2003 har som ventet ført til en afdæmpning af grænsehandelen, men også til en vis udvikling i markedet for lavpriscigaretter og en overflytning fra hjemmerullede til fabriksfremstillede cigaretter. Faldet i omsætning relaterer sig til afgiftsreduktionen i Danmark. Koncernens markedsandele for de enkelte produktgrupper har kun vist beskedent udsving.
For regnskabsåret som helhed forventes et koncernresultat noget lavere end sidste år.
29/01/04:
Årsregnskab fra  A/S Thisted Bryghus
Årets regnskab viser et overskud på kr. 198.092, hvilket betragtes som tilfredsstillende.
Salget af egne producerede varer har været godt 3% større end sidste år. Salgsstigningen på øl alene har udgjort 5,7%. Særlig glædeligt har det været, at det mest markante specialøl er gået langt mere frem end forventet og, at disse varer nu har fået en meget større dækningsgrad i Danmark, især i specialbutikkerne. Omsætningen er som følge af denne positive udvikling steget med 5% og driftsresultatet er næsten i balance.
Årets investeringer har været yderst beherskede.
Fremtiden
Salget forventes yderligere forøget af især specialøl - ikke mindst som følge af nye salgsinitiativer. Med baggrund heri er det besluttet at opstille to store gæringstanke.
Fortsatte investeringer i emballage vil blive nødvendige for at opfylde de stigende salgsforventninger. Der er lovgivet om en 80%´s reduktion af emballageafgiften ved køb af nye flasker. Såfremt pantprisen samtidig nedsættes tilsvarende, vil det måske resultere i en resultatforringelse på 3-400.000 kr. det kommende år.
Fødevareregionen har stillet nye krav til Bryghuset, hvilket i den nærmeste fremtid vil medføre øgede udgifter af en endnu ikke fastlagt størrelse.
De to sidstnævnte omkostningsposter gør, at resultatet for det kommende år er vanskeligt at forudsige. Uden disse poster vil der forventes en meget positiv udvikling. Af den årsag, og med baggrund i vor overordentlige gode likviditet, er der dog fortsat grund til et optimistisk syn på fremtiden.


23/01/04:
Årsregnskab fra Carl Allers Etablissement A/S

Aller har haft et meget tilfredsstillende år, der har været præget af god og positiv indtjeningsudvikling på udgiversiden i alle de nordiske lande.
Det samme har været tilfældet på trykkerisiden, bortset fra i Danmark, hvor den gennemførte omstrukturering af trykkerisiden for andet år i træk har medført indkørings- og rationaliseringsomkostninger, herunder fratrædelsesgodtgørelser til fratrådte og opsagte medarbejdere. Indkøringen er nu stort set på plads, hvorefter det vil være muligt at opnå den planlagte produktivitet i trykkeriet i Danmark på et acceptabelt omkostningsniveau i løbet af indeværende regnskabsår.
På trods af de betydelige engangsomkostninger i Danmark har Aller opnået det næstbedste resultat i koncernens historie, et overskud efter skat på 306 mio. kr. I 2001/02 var overskuddet efter skat på 246 mio. kr.
Aller-koncernens samlede omsætning er næsten uændret i 2002/03 i alt 3.503 mio. kr. hvilket svarer til en stigning på 19. mio. kr.
På generalforsamlingen i Carl Allers Etablissement A/S, der afholdes fredag den 30. januar 2004, vil der blive foreslået udbetalt et udbytte til B-aktionærerne på 535% (2001/02: 429%).
Forventninger til regnskabsåret 2003/04
Den skærpede konkurrence på bladmarkedet forventes at fortsætte og blive intensiveret i de kommende år.
I Norge er der endnu ikke klarhed over de virkninger, som prisændringerne samt udgivelsen af 2 ugentlige Se og Hør publikationer vil have på de samlede oplag og på produktionsomkostningerne. Endvidere skal erindres, at et dårligt udfald af momssagen må forventes at have en negativ virkning på resultatet i 2003/04.
Til gengæld er rationaliseringen af trykkeristrukturen i Danmark i alt væsentligt afsluttet og betydelige besparelser vil derfor kunne forventes i de kommende regnskabsår, selvom der dog stadig indtil videre må påregnes et mindre underskud for det danske trykkeri.
Koncernen vil fremover fokusere på løbende produktudvikling, lancering af nye produkter og målrettet markedsføring samt en stram omkostningsstruktur. Under et er det bestyrelsens vurdering, at Aller-koncernen i 2003/04 vil opnå et tilfredsstillende, men noget mindre resultat end det meget tilfredsstillende resultat i 2002/03.


21/01/04:
Vedr. Difwind Farms-selskaberne

Bestyrelsen i Difwind Farms-selskaberne har på bestyrelsesmøde 9.1.04 besluttet at suspendere handelen med selskabets aktier, grundet overvejelse om salg af selskabets vindmøllepark.


21/01/04:
Årsregnskab fra Bewa Invest A/S

Årets resultat udviser et overskud før skat på t.kr. 961. Resultatet efter skat udgør t.kr. 656.
Bestyrelsen foreslår, at der udbetales udbytte med 10% og at øvrige overskud overføres til næste regnskabsår.
Den fortsatte positive udvikling forventes bibeholdt i de kommende år.
© Dansk OTC A/S · Levysgade 14, 1 sal · 8700 Horsens · Tlf: +45 75 61 21 66 · Fax: +45 75 62 95 11 · CVR-nr. 10 50 86 49