Orientering: (F. Junckers Industrier A/S)
Aktivitetsniveauet i de primære markeder viste sig allerede i begyndelsen af 2009 at falde mere end ventet, hvilket har været den primære årsag til et samlet fald i omsætningen for hele året på 22%. Omsætningen blev således 440,6 mio. kr. i 2009 i forhold til 565,7 mio. kr. i 2008.
Lave valutakurser på britiske pund, amerikanske dollars og svenske kroner har ligeledes haft stor indflydelse på den lavere end forventede omsætning og har været med til at udhule de gennemførte prisstigninger.
Det har gennem året været muligt at reducere råvareomkostningerne gennem blandt andet en ændring af indkøbsstrategien med en større andel træ indkøbt i nærområderne og deraf følgende lavere fragtomkostninger. Dette har haft en positiv effekt på dækningsgraden sammenlignet med 2008. Derudover var dækningsgraden for 2008 påvirket negativt af nedskrivning for ukurans på varelagrene på 16 mio. kr., hvilket ikke har været nødvendigt i 2009 som følge af en generelt højere omsætningshastighed på tidligere svært omsættelige varer.
Omfattende omkostningstilpasninger i form af omstrukturering og personalereduktion i slutningen af 2008 har fået fuld effekt på kapacitetsomkostningerne i 2009, hvilket sammen med øvrige iværksatte besparelsestiltag i løbet af året har resulteret i et fald heri på 42,2 mio. kr. Sammen med den stigende dækningsgrad har dette mere end opvejet faldet i omsætningen, således at resultatet af ordinær drift udviser en forbedring på 30,8 mio. kr. på trods af et omsætningsfald på 125,1 mio. kr. Det ordinære resultat for 2008 var dog påvirket negativt af engangsomkostninger på 22 mio. kr. bestående af ovenfor nævnte nedskrivning for ukurans samt omkostninger i forbindelse med etablering af foranstaltninger til afvanding af Junckers´arealer. Renses sammenligningstallene herfor er der dog fortsat tale om en forbedring i resultat af ordinær drift på 9 mio. kr., hvilket vurderes som tilfredsstillende, aktivitetsniveauet taget i betragtning.
Arbejdskapitalen blev i 2009 nedbragt med 22,3 mio. kr., således at målet herfor blev indfriet på trods af det store fald i aktiviteten.
Det faldende aktivitetsniveau førte sammen med en generelt kortere ordrehorisont i byggebranchen til en væsentlig reduktion i ordrebeholdningen i starten af 2009. Fra andet kvartal og resten af året har ordrebeholdningen dog udvist en stigende tendens og er ved udgangen af året stabiliseret på et noget højere niveau end efter første kvartal 2009.
I ligehed med 2008 var 2009 præget af særdeles svære markedsvilkår på de fleste markeder, og i forhold til forventninger ved begyndelsen af året er omsætningsforventingerne løbende blevet tilpasset hen over året. På enkelte markeder er det dog lykkeds at bevare afsætningsniveauet og dermed styrke markedspositionen i et vigende marked. Detter gælder specielt i UK, Frankrig og Italien.
Medarbejderantallet for koncernen er blevet reduceret fra gennemsnitlig 463 i 2008 til 387 i 2009. Den væsentligste årsag hertil er den omfattende omstrukturering, der blev foretaget i slutningen af 2008, og som først har fået fuld effekt i 2009. Medarbejderantallet er således faldet fra 423 ansatte ultimo 2008 til 374 ansatte ultimo 2009.
Medarbejderomsætningshastigheden har i året været 14,7% af arbejdsstyrken. Der er i 2009 ansat 8 nye medarbejdere til erstatning for fratrådte og oprettet 2 nye stillinger.
Fremtiden:
Markedsvilkårene forventes fortsat at være svære i 2010. På trods heraf forventes en begrænset vækst i omsætningsniveauet i det kommende år. Baggrunden herfor er den stigende tendens og stabilisering i ordrebeholdningen i 2009, der er fortsat ind i de første måneder af 2010. Ligeledes iværksættes fra starten af 2010 implementeringen af øgede salgsressourcer på udvalgte markeder, hvilket forventes at give en begyndende omsætningsmæssig effekt i andet halvår. Gennemsigtigheden i markedet er dog fortsat relativt dårlig.
Der vil fortsat være fokus på yderligere nedbringelse af gældsniveauet i virksomheden, ligesom fastholdelse af det lavere omkostningsniveau vil være centralt.
På den baggrund forventes 2010 i lighed med 2009 at udvise en forbedring i drigtsindtjeningen. |